9. Musik

Et land med fuld musik
Man kan ikke tale om senegalesisk kultur uden at tale om musik. Der er altid musik i luften i Senegal. Når man fejrer tilværelsens store begivenheder eller religiøse højtider, er musik og dans som regel en del af festen. Det er en indgroet del af livet – og derfor også af religionen. Senegal er et musikalsk centrum i Vestafrika og har også mange artister på den internationale scene. Af de mest berømte kan nævnes hiphop-gruppen Daara J, rapperen Akon og sangeren Youssou N’Dour. N’Dour er kendt for genren mbalax, der blander gamle og nye musikalske traditioner. De mange forskellige trommer, koraen, der er en slags harpe, og balafonen, der er en slags xylofon, er de mest karakteristiske instrumenter i senegalesisk musik.

Grioterne
– traditionelle profesionelle musikere
En vigtig del af Senegal og hele Vestafrikas kulturarv er grioterne – professionelle musikalske fortællere. Deres rolle er både at holde historietraditionen i live og at kommentere på samfundsforhold. Grioterne møder op til familiefester og religiøse begivenheder og optræder til gengæld for donationer. Arbejdet som griot går i arv fra generation til generation – tit er hele familien involveret. I gamle dage havde grioterne monopol på at optræde med musik og dans, men i dag er der mange andre, der har gjort det til deres levevej.

Samfundskritiske rappere
I storbyerne har unge rappere delvist overtaget grioternes samfundskritiske rolle. Rap-musikken er stor i Senegal. Den er meget inspireret af amerikansk rap i sin form, men indholdet er noget anderledes. Rappernes religiøse overbevisning betyder nemlig, at deres tekster ikke kan handle om sex, stoffer og ulovligheder, som mange af deres amerikanske kollegaer rapper om. I stedet skriver de tekster, der tager udgangspunkt i deres egen virkelighed. De store temaer er religion, afrikansk identitet og den aktuelle samfundsdebat. Fx var flere rappere og musikere ude at markere deres holdning i forbindelse med præsidentvalget for nogle år siden. Hiphop-gruppen Daara J er et af de mest kendte senegalesiske navne på den internationale scene for tiden. Daara J synger og rapper på både engelsk, fransk og wolof. Om kærligheden til Gud og til Senegal, den afrikanske identitet og om sociale og politiske forhold. Senest er de også gået ind i klima-debatten med sangen Niit. (Se uddrag af teksten til af en af deres sange i boksen til højre.)

Gå til opgaver …

Videoen tager dig med til gadefest i Mbour med trommegruppen Kyang Diatta. Gruppens leder, Moussa Seydi, er kendt i hele landet for sine evner på den særlige sowrouba-tromme. Han er samtidig mentor for de unge mænd og drenge i gruppen, som han forsøger at udruste både musikalsk og menneskeligt til at gøre en positiv forskel i lokalsamfundet